Flygtende Huguenotter

"Træk af det internationale flygtningeregimes udviklingshistorie"

af Peter Seeberg, Center for Mellemøststudier, foråret 2002

De flygtende huguenotter er dem, der lægger navn til det flygtningebegreb (refugie), vi anvender i dag.
.
.
.
Ludvig XIV, Solkongen, var efter mange historikeres opfattelse et opblæst fjols, der ikke for alvor forstod, hvad der foregik omkring ham. Da han i oktober 1685 ophævede Nantes-ediktet, fik det til følge, at adskillige hundrede tusinde huguenotter, frataget deres civile og religiøse rettigheder, flygtede fra Frankrig. På fransk blev de flygtende huguenotter kaldt for refugie - og således dukkede begrebet op for første gang. Ludvig XIV forestillede sig, at de protestantiske huguenotter, med deres moderne indstilling til mange af livets foreteelser, repræsenterede en trussel mod den enevældige kongemagt i Versailles. Overgrebet var ikke historisk enestående, og selvom kongens opfattelse af huguenotterne som oprørske rebeller næppe for alvor havde noget på sig, var der ironisk nok det rigtige i det, at det blev de arbejdsomme og asketiske protestanter i de øvrige nordvesteuropæiske lande (især Holland og England), der i løbet af de efterfølgende århundreder rangerede enevælden ud på historiens sidespor. For velstandens og fremskridtets skyld havde det altså - set i den historiske bagklogskabs klare lys - været klogere ikke at begå dette overgreb mod de franske protestanters rettigheder.
.
.
.
Hvor tidligere tiders fordrevne blev forfulgt, fordi de repræsenterede en umiddelbar trussel mod eller anfægtelse af magten, kan huguenotterne således opfattes som arketypiske, moderne flygtninge. Når det alligevel ikke giver mening at kategorisere huguenotterne som flygtninge i moderne forstand, er det som sagt fordi den moderne nationalstat endnu ikke er en realitet.

"En myte punkteres"

af Søren Lind Jensen, cand. ling. merc., Lollandsgade 54, 8000 Århus C 
Aarhus, d. 20. juli 1997 

Af de franske reformerte, huguenotter, som flygtede i stort tal ud af Frankrig fra katolsk intolerance og forfølgelse især efter Bartholomæusnatten i 1572 fandt kun få vej til Danmark. Med Nantesediktet fra 1598, som garanterede fri religionsudøvelse og fulde borgerrettigheder, var vejen dog banet for tilbagevendelse for mange flygtede huguenotter. Ediktet blev imidlertid ophævet af Louis XIV i 1685, hvilket førte til en ny flugtbølge, som dog gik uden om Danmark, fordi Christian V ikke turde trodse det lutherske præsteskab, der frygtede følgerne, hvis de franske reformerte fik fodfæste i Danmark. Derfor skønnes antallet af indvandrede huguenotter i Danmark højst at have været 500.