Historien om Huguenotterne

Huguenotternes korsaf Line Honoré Østergaard

  1. Jean Calvin
  2. Det franske folk bliver huguenotter (calvinister)
  3. Kongehusets kamp mod huguenotterne
  4. Ludvig den 14.
  5. Huguenotternes ophold i Pfalz og Brandenburg
  6. De første reformerte (huguenotter) i Danmark
  7. Den danske invitation
  8. Fredericia kolonien oprettes
  9. Den reformerte menighed udvikler sig
  10. Menighedens præster og kirke
  11. Det 'lille Frankrig' i Fredericia
  12. Fransk eller Dansk?
  13. Kolonilivet ændres
  14. Det daglige liv
  15. Menigheden efter 1849

Jean Calvin

Jean Calvin blev i 1509 født i nord Frankrig. Calvin gik på universitet og læste teologi og jura. Hans største interesse lå dog i biblen. I biblen mente Calvin, at han kunne finde den fulde sandhed om alt i tilværelsen. Hvert ord, der stod i biblen var sandt. Gud var efter Calvins mening den almægtigste, den strenge herre, der krævede lydighed af et hvert menneske. Disse meninger skulle senere bringe Calvin i vanskeligheder. Han blev beskyldt for kætteri og måtte flygte. Calvin fandt et skjulested i Basel. Her skrev han sin berømte bog, Christianæ Religionis Institutio (Indføringen i den kristne religion). Bogen er spækket med alvorsmoral, hvor i Calvin hævder at præsterne bør befale over alle i samfundet, da de er guds mænd.

På en rejse til Geneve, spurgte nogle kloge mænd Calvin, om han ville blive i byen og oprette ro og orden. Geneves indbyggere havde konverteret til den nye trosretning, skabt af de tidligere reformatorer Zwingli og Luther. Calvin accepterede og gik så i gang med at prædike til de løsslupne og drikfældige borgere. Calvin prædikede nu på den måde, han selv mente var den rigtige. Nemlig at præsterne skulle bestemme over alle i samfundet. Efter nogle års forløb mødte Calvin så meget modstand, at han måtte flygte. Calvins religion var bygget på påbud. Desuden skulle man gå flittigt i kirke, ingen skuespil, dans og druk. Alle forseelser ville blive straffet hårdt.

Det franske folk bliver huguenotter (calvinister)

I 1540érne havde calvinismen fået stor udbredelse i Frankrig. I begyndelsen var tilhængerne håndværkere, købmænd og arbejdere. Disse var alle blevet ramt af de stigende skatter og priser, efter krigen i århundredets første halvdel. Senere sluttede adelen sig til calvinismen. Militæret der var blevet arbejdsløs efter krigens ophør sluttede sig også til calvinismen. Konflikten med kongehusets religion, der indtil nu havde været religiøs, social og økonomisk, fik nu et militært præg. Et af argumenterne for at gå imod den katolske kirke kunne være, at kravet om større bidrag og betaling for flere og flere kirkelige tjenester, ramte de fattige religiøse borgere og bønder. Det franske folk trængte sandsynligvis til nye holde punkter i deres liv og samtidig lavede de et oprør mod kongen.

Kongehusets kamp mod huguenotterne

Allerede på Frans 1.s tid havde protestantismen i Frankrig vundet stor udbredelse. Kongen havde givet ordre til, at kætterne skulle forfølges og drives ud af landet. Da Henrik 2. overtog magten bestemte han sig for, at han ville tage endnu hårdere fat mod kætterne. Dette lykkedes dog ikke. Efter Henrik 2.s død overgav den nye konge Frans 2. magten til Guiserne. Guiserne var katolikker og de reagerede landet med hård hånd. Kætterbålene flammede og adelsmænd med tilknytning til huguenotterne, blev fjernet fra deres poster. Frans 2. var svag og døde tidligt. Enkedronningen Katarina af Medici overtog for en tid styret i Frankrig. Hun prøvede efter bedste evne at udrede trådene mellem protestanter og katolikker, i håbet om at hun og hendes familie kunne sidde i længere tid på magten. Kampene mellem paterne blev flere og flere og Enkedronningen hjalp på skift parterne, på en sådan måde, at ingen af partner blev hinanden overlegen. Da den yngste af enkedronningens sønner (Karl 9.), blev gammel nok til at reagere landet, overtog han kronen. Han lod sig imidlertid styre af hans personlige rådgiver, som var huguenotternes føre, Coligny. Enkedronningen prøvede stadig på at styre landet, samt aflede kongens opmærksomhed fra Coligny, som hun selv havde ansat, da hun mente det ville styrke landet imod oprørene, Senere gik det op for enkedronningen at hun var ved at miste grebet om magten.

Den 18 august 1572 blev Henrik af Navarra og enkedronningens datter gift i Paris. I anledningen af brylluppet, var mange huguenotter rejst til Paris, for at se deres nominelle leder blive gift. Et par dage efter brylluppet, blev kongens personlige rådgiver Coligny skudt. Det lykkedes dog ikke at dræbe ham. Enkedronningen fortalte Karl 9., at det var hende, der stod bag attentatet. Enkedronningen påstod, at huguenotterne havde planer om dræbe kongen og hans familie, for selv at komme til magten. Huguenotternes tropper stod nu uden for Paris og ventede på ordre. Derfor mente hun, at Coligny måtte ryddes af vejen, hvis kongen ikke selv ville miste livet. Den følgende nat iværksætte kongehuset en plan. Den såkaldte Bartholomæusnat.

Her myrdede man systematisk alle protestanter i Paris og senere bredte myrderierne sig til resten af landet.

Da den sidste regent fra det gamle kongehus var død, var den nærmeste arving Henrik af Navarra (Henrik 4.). Han indså dog hurtigt at han aldrig kunne blive konge, hvis han var protestant. Han konverterede derfor til katolicismen. I 1598 udstedte Henrik 4. det Nantes Edikt, som skulle beskytte hans tidligere trosfæller. Ediktet gav protestanterne fulde borgerrettigheder, fri adgang til stats embeder, ret til at holde gudstjenester i bestemte byer og ret til at oprette skoler. Med udstedelsen af det Nantes Edikt, blev der ro i Frankrig de næste mange år.

Ludvig den 14.

I 1685 ophævede Ludvig 14. det Nantes Edikt. Dette skete efter utallige opfordringer fra gejstligheden om, at ingen undersåtter måtte bekende sig til en anden religion, end den enevældige monarks. Kongen havde i mange år udsat denne beslutning, da han vidste, han ville blive upopulær mange steder i Europa. I 1685 følte den franske konge sig så stærk han ikke mente, at fjendskab til andre lande kunne true hans position.

I nogle år havde kongen på forskellige måder prøvet, at lokke protestanterne til at skifte religion. Man fritog katolikkerne for visse skatte byrder og pålagde dem i stedet til huguenotterne. Man hyrede dragoner, som skulle indkvarteres hos huguenot familierne. Her skulle dragonerne chikanere deres værter. Det kunne være med prygl, ryge dem ud, hælde vand i munden på dem, til de var ved at blive kvalt osv. På denne måde, blev en mange huguenotter omvendt. Med ophævelsen af det Nantes Edikt skulle det nu blive anderledes. Alle kirker blev jævnet, gudstjenester blev forbudt og alle børn skulle døbes af katolske præster.

Mange huguenotter prøvede på at flygte. De der blev fanget, fik en ond skæbne, som rorkarle på den franske flåde. Frankrig kunne ikke undvære huguenotternes arbejdskraft, da der efter hånden, var mange huguenotter af bedre stand.

Grunden til man ikke kunne have flere forskellige religioner i Frankrig kunne være, at Frankrig i mange år havde fået støtte, både økonomisk og politisk af pavekirken i Rom. Derfor kunne den franske regering ikke tolerere andre religioner. Man var desuden bange for, at der skulle blive for stor en opstand mod kongen, hvis for mange lod sig omvende til protestantismen. Konge familien i Frankrig havde aldrig været særlig populær, og der var derfor ofte optræk til modstand mod kongehuset. Det der satte prikken over i et, var nok, at Ludvig den 14. indførte totalt enevælde. Før i tiden havde der også været en slags regering i Frankrig. Ludvig den 14. var derfor nød til, totalt at afskaffe protestantismen, hvis han ville blive ved med, at sidde på kongemagten alene.

De huguenotter for hvem det lykkedes at flygte, tog til Schweiz, Holland, England, Brandenburg og Danmark.

Huguenotternes ophold i Pfalz og Brandenburg

En del af de Huguenotter der kom til Danmark, havde først et kort ophold i Pfalz. Her hjalp Huguenotterne til med genoprejsningen af den hærgede egen efter 30 års krigen. Her levede Huguenotterne for en tid i fred, men i 1688 rykkede Ludvig den XIV´s tropper ind i Pfalz og drev endnu engang Huguenotterne på flugt.

Kort tid efter at det Nantes Edikt var blevet ophævet, udarbejdede Kurfyrsten i Brandenburg, Potsdam Ediktet. Potsdam Ediktet gav alle Huguenotter lov til at slå sig ned i Brandenburg. Efter flugten fra Pfalz, valgte mange Huguenotter, derfor at slå sig ned i Brandenburg. Her fik de udleveret jord, mod at hjælpe med genopbygningen af riget.

Huguenotterne medbragte mange "nye" køkkenurter til Brandenburg. De lærte brandenburgerne at dyrke blomkål, artiskok, asparges, bønner og salater, de var desuden de første i Brandenburg til at dyrke kartofler. Huguenotterne berigede desuden brandenburgerne med tobaksplanten, De lærte også brandenburgerne hvordan de skulle få mere ud af deres kornafgrøder ved gødskning og sædskifte.

Omkring 1720 begyndte nogle huguenotter at føle sig forurettet. De mente at embedsmændene hjalp de tyske bønder til mere jord på huguenotternes bekostning, da de også stod og manglede jord til de unge giftefærdige mænd. Tiderne var blevet hårde, da Frankrig igen var begyndt at eksportere tobak. På et "heldigt" tidspunkt kom der en dansk udsending efter aftale med kongen, for at inviterer de franske reformerte til Danmark. Hensigten med invitationen var, at de fremmede skulle dyrke tobak i Danmark, så man ikke længere var nød til at importere dyr tobak fra deres prøjsiske kollegaer.

De første reformerte (huguenotter) i Danmark

Christian 5. var gift med Charlotte Amalie, som var opvokset i det tyske kurfyrsten dømme Hessen – Kassel, hvor den regerende kurfyrsteslægt bekendte sig til Calvinismen. Charlotte Amalie var derfor også selv Calvinist. Hun fik vækket sympati for hendes trosfæller hos kongen, der af praktiske grunde var interesseret i Calvinisterne og derfor intet havde imod deres immigration. Herved kunne kongen fremme landets handel og industri. Kongen trodsede biskoppernes modstand og inviterede Calvinisterne til Danmark. I løbet af kort tid, var der ankommet over 200 personer, som hovedsagligt var fabrikører og handelsmænd. De dannede hurtigt et kolonisamfund, hvis medlemmer ifølge "Kgl. Mayestæts allernådigste Privilegier" af 1685, fik fri religionsøvelse. Der blev tilknyttet en præst til kolonien. Menigheden blev efter kort tid delt i en fransk- og en tysk-talende.

Den danske invitation

Den danske konge sendte oberstløjtnant Pierre Guyet du Boulet, til Brandenburg i håb om, at man kunne oprette en fransk koloni i Danmark. Efter nogle forsøg lykkedes det for du Boulet i sommeren 1719 at fange franskmændenes interesse. Kolonien udvalgt tre personer til at tage med du Boulet til Danmark, for at fører de videre forhandlinger. De tre deputenter blev vist omkring i det danske rige. Først gik turen til Fredericia, hvor præsident Ducke i forvejen havde sendt besked til kongen om, at de gerne ville have franskmændene og man havde nok ledigt jord til dem. Borgerne i Fredericia havde i tidernes morgen fået udleveret 440 havelodder på 72ha., mod visse betingelser, som borgerne ikke havde opfyldt og derfor ikke længere kunne gøre krav på dem. Desuden kunne der anvises 23ha. ubebygget jord inden for voldene. I Fredericia var jorden lerret, byen havde en god beliggenhed og der var i forvejen religionsfrihed. Efter man havde set Fredericia gik turen op i de jyske heder. Kongen havde i forvejen givet besked om, at man skulle vise franskmændene de sandede egne af landet. Ducke kunne kort efter meddele kongen, at de tre deputenter havde været i Fredericia og set på nogle huse.

De franske bønder formulerede i ni punkter, deres betingelser for at oprette en koloni af tobaksavlere i Fredericia. Få dage senere ankom de første franske Huguenotter til Fredericia.

De ni opstillede betingelser i forkortet udgave:

  1. Præst, skolelærer og dommer skulle gages af kongen
  2. Duckes projekt om jorden skulle gennemføres.
  3. Gratis eller billigt norsk træ til bygtømmer: egetræ og teglsten til billig pris
  4. Nybyggede og købte huse skulle fritages for offentlige byrder i det tidsrum, der for Fredericia var almindeligt.
  5. Kolonisterne skulle fritages i 20 år for told.
  6. Fritagelse af afgift på avlet tobak i 20 år.
  7. Medførte møbler og husgeråd indføres toldfrit.
  8. Eventuelle kolonister, der var vel anbefalet, men ikke selv havde midler til at bygge, skulle af kongen kunne få et lån i 3-4 år på 50Rdl.
  9. Ordre til Fredericias kommandant, om at beskytte og hjælpe kolonien.

Disse betingelser blev godkendt med enkelte ændringer , bl.a. kunne kolonisterne kun få lovning på 220 ud af de 440 havepladser

Kongen havde bevidst "valgt", at de franske kolonister skulle bosætte sig i Fredericia. Fredericia havde på det tidspunkt et dårligt ry, idet Fredericia var en fristad. Alle havde fri adgang til byen, dvs. at svindlere, mordere osv. fik frit lejde i 10 år mod betaling af 4Rdl. Man kunne altså få udsat sin straf eller gæld i 10 år og dermed få en mulighed for at få indtjent de penge man skyldte væk. Man havde indført dette system, for at få byen befolket og senere havde man indført religionsfrihed, for at få nye grupper af mennesker til byen. De franske Huguenotter blev inviteret til Danmark for at den danske stat kunne spare penge på at købe dyrt tobak fra udlandet. Til slut ville regeringen gerne have så mange hænder som muligt til at hjælpe med at genopbygge byen efter den nordiske krig.

Fredericia kolonien oprettes

I april 1720 meldte de første reformerte sig hos borgmesteren, for at få anvist de lovede jorde. Det viste sig imidlertid, at det ikke var så nemt, da hverken borgmesteren eller præsidenten ville udlevere jorden. Det blev dermed nødvendigt at aflægge kongen et besøg. Den 22. maj var der ankommet 44 personer og man ventede dobbelt så mange. Det var derfor af yderste vigtighed man fik udleveret jorden.

Magistraten fik udstukket kraftige kongelige ordre på, at udlevere jorden. Magistraten skyndte sig at svare, at man allerede havde udleveret mange jordstykker. Det var nemlig lykkedes at overtale enkelte borgere til at afstå deres jorde. Franskmændene var nu blevet nervøse over at, de ikke straks fik udleveret de lovede jorde og de fik følelsen af at skulle tilkæmpe sig, hvad de mente var deres lovlige ret. Hermed var den tone anslået, der skulle vare de næste 200 år. Kolonisterne mente, at magistraten, søgte at omgås kongens befalinger og loven. Magistraten og borgerne mente at kolonisterne var rethaveriske. Kolonistene havde også fået lovning på halvdelen af de 440 havepladser uden for voldene. Det voldte imidlertid også problemer med at få dem udleveret. Borgerne i Fredericia havde i sin tid fået tildelt havepladserne, som tilhørte kongen, på betingelse af, at de ville dyrke køkkenurter. Borgerne havde ikke overholdt disse regler, men i stedet dyrket korn. Derfor mente kongen godt, at man kunne fratage borgerne halvdelen af havelodderne.

Efter kongelige ordre rejste en befalingsmand til Fredericia. Han fik her at vide af kolonisternes talsmand, hvordan franskmændene befandt sig i byen. Der blev sagt, at flere kolonister havde fået jorde udleveret og var begyndt at dyrke tobak og alt tegnede godt. Desuden var franskmændene begyndt at tænke på at bygge huse, så man kunne se at de ville blive i byen. Omtrent samtidigt sendte oberstløjtnant du Boulet en skrivelse til kongen. Her i beklagede han på kolonisternes vegne, at "bystyret og de enkelte borgere lagde dem forhindringer i vejen for deres daglige udkomme". Kolonisterne bad derfor om deres privilegier hurtigst muligt måtte blive udstedt og overleveret til magistraten. I slutningen af 1720 var kolonisternes privilegier underskrevet af kongen.

I 1720 begav et par af kolonisterne sig til København, for at søge om jord til egen kirke og kirkegård. Dette blev bevilliget. Da man det følgende forår var færdig med opmålingen ville magistraten gerne udlevere jorden, men kolonisterne ville gerne vente til de fik egen præst.

I marts 1721 tager de første reformerte borgerskab. Størstedelen angiver at de vil ernære sig ved tobaksavl. Nogle ganske få stykker ville desuden drive håndværk så som skomageri, sæbesyderi og strømpevæveri. Da kolonien langt om længe i foråret 1722 får udleveret de sidste af de 220 havepladser, går de straks i gang med opdyrkningen. Kolonisterne var hjemmefra vandt til intensiv dyrkning af jorden, dette var endnu ukendt her i landet. Borgerne havde ikke været så flittige og havde ofte forsømt markerne. De havde brugt et gammelt sædskifte system. Her havde de seks års afgrøde efterfulgt af seks års hvile. Kolonisterne brugte et rationelt dyrkningssystem. De lod afgrøden af de forskellige kornsorter veksle fra år til år uden hvile pauser og bearbejdede jorden med største flid. De havde selv medbragt redskaber til jordens bearbejdning. Deres avlsmetoder krævede dog megen gødning, så de havde fået tilladelse til at anvende de mange møddings bunker, som lå rundt om i byens gader. I løbet af en menneskealder, var jordens værdi steget med op til 8 gange.

Den reformerte menighed udvikler sig

Straks efter at de reformerte havde slået sig ned i Fredericia, dannede de en menighed. De fulgte nøje den fremgangsmåde, der var blevet vedtaget af den fransk-reformerte kirke på dens første almindelige synode i Paris. Bestemmelserne var samlet i et skrift, der hed La Discipline. Skriftet indeholdte 40 artikler. De reformertes menigheds liv, prægedes af streng moral. Deres daglige tilværelse forløb roligt og stilfærdigt, helt efter deres egne traditioner. I spidsen for menigheden stod et forstanderskab – et konsortium, der inklusiv præsten talte syv mand. Dette var kolonisternes eneste repræsentative forsamling. De dygtigste og mest ansete familifædere blev udpeget til forstanderhvervet, herved kom de til at varetage emigranternes åndelige, økonomiske og sociale interesser. I almindelighed afholdtes der tre årlige koloniforsamlinger, hvor alle familieoverhoveder havde pligt til at møde op. Her behandlede man kort sagt alt, hvad der vedrørte kolonien.

De fleste af de tilflyttede familier, var beslægtede allerede før afrejsen fra Brandenburg. Af stamtavlerne fremgår det tydeligt, at Devantier familien var bindeled. I de første årtier efter koloniens grundlæggelse, bevarede mange kontakten til familien i Brandenburg. En del unge mænd hentede således også deres koner i Brandenburg.

Kolonisterne var jo i sin tid inviteret specielt af kongen og havde derfor kongens beskyttelse og velvilje. Deres hovedopgave var at dyrke tobak. Det var derfor kommercekollegiets (handelsministeriet) håb, at man i Danmark kunne dyrke så meget tobak, at man kunne være selvforsynende og have nok tobak til eksport. Efter nogle få år, hvor man i Fredericia havde dyrket tobak med succes, udstedte kongen ordre om, at man i købstæderne skulle dyrke tobak på de fælles jordarealer. Borgerne holdt sig dog tilbage, idet afgiften på tobak var for høj. Kolonisterne kunne på grund af deres fritagelse for afgifter drage fordel af dette. Efter nogle år, var der ankommet så mange kolonister til Fredericia, at det begyndte at knibe med at skaffe jord nok. Nogle plantører flyttede så til andre egne af landet. Her fortsatte de med at dyrke tobak og nogle steder virkede de som rådgivere for tobaksdyrkning. Selv om kolonisterne flyttede, var de stadig fri for at betale told og afgifter.

Menighedens præster og kirke

I begyndelse af 1722 blev den første præst, Jean Martin ansat i menigheden. Kolonisterne betragtede deres præster som åndelige vejleder, sjælesørger og som deres førere og beskytter i alle verdens spørgsmål. Præsterne var jo som bekendt medlem af forstanderskabet, som ofte havde kontakt med regeringen og magistraten. Dette var til uvurderlig gavn for kolonien. Jean Martin var ved sin ansættelse også blevet udnævnt til kgl. Commissarius for de reformerte familier i Jylland. Når plantørerne var indkaldt til møde på rådhuset, tog hans sig af deres forhold. Nogle år senere tog Jean Martin initiativ til en indsamling både i Danmark og i udlandet. Pengene skulle gå til en kirke og en præstegård. Kongen havde jo lovet, at betale præstens løn de første ti år, men derefter måtte menigheden selv klare det. Da menigheden ikke havde så mange penge, måtte man klare det på andre måder. Efter nogle år opsagde Jean Martin sit embede og valgte sig en ny efterfølger. Efterfølgeren viste sig, at være et uheldigt valg, da han både var drikfældig og voldelig, desuden var han gift med en kvinde af luthersk tro. Det hele endte med at kolonien måtte sende en mand afsted til København, for at få kongen til at opsige præstens embede. Efter præstens afrejse gik der nogle år inden man fik en ny præst.

I 1733 lykkedes det for kolonisterne at få en ny præst, Jacques Bovet. Han var manden, der sørgede for at menigheden fik en kirke og en præstegård. Kolonisterne hjalp selv med til at bygge kirken. Mændene hjalp til i fritiden og kvinderne hjalp mens mændene arbejdede. I 1736 kunne man indvie kirken. Takket været andre trosfællers gavmildhed kunne kirken udstyres med de nødvendig genstande til gudstjenesterne. I 1740 kom pastor Moïse Hollard til kolonien. Han var den første præst, der blev i Fredericia til sin død. Hollard samlede og renskrev, hvad der var bevaret af kirkelige attester. Man har ved hjælp af Hollards renskrivelser, kunnet lave meget fyldestgørende stamtavler over de reformerte slægter.

Det "lille Frankrig" i Fredericia

Fredericia var i sin tid bygget som et fæstningsværk, som skulle yde resten af Jylland beskyttelse mod angreb fra Østersøen. Byen var derfor anlagt med snorlige gader og med en vold rundt om byen. Husene måtte ikke rage op over voldene, i frygt for at man kunne se dem fra søsiden. Da kolonisterne ankom til Fredericia, havde de fået anvist byggepladser i sognets østlige område. Her rejstes både deres kirke, skole og præstegård. De reformertes huse var alle bygget i en fransk bygningsstil og var alle hvide. Udenom lå de reformertes avlsbrug, haver, stalde, lader og de åbne tobakshuse, hvor i man tørrede tobaksbladene. Det hele mindede derfor om, en lille fransk by.

Efter tyve år i byen, begyndte kolonisterne, at føle sig sikre. I 1740 blev der nedsat en kommission i byen, som skulle gennemføre en ny ordning af Fredericias kommunale forhold og bl.a. se nøjere, og mere kritisk på emigranternes særrettigheder. Kommissionen forespurgte regeringen om kolonisterne stadig kunne fritages for lejeafgift af havepladserne. Efter nogle forhandlinger, blev det vedtaget at kolonisterne skulle betale en afgift på 62rdl. årligt for havepladserne. For de ubebyggede bygrunde havde kolonisterne hidtil betalt en leje på 94 rdl. om året. Men i 1744 søgt de om fritagelse for dette. Det hed sig, at hvis ikke lejen ville blive fjernet, ville det få alvorlige konsekvenser for byen og dens udvikling. Idet nogle kolonisterne ville føle sig nødtvunget til at flytte. Endnu engang kunne kolonisterne holde på deres ret, i form af deres kongelige beskyttelse og kongens invitation af kolonisterne. Dette resulterede i at kolonisterne opnåede fritagelse for lejeafgift af grundene i 80 år.

De kolonister der slog sig ned i Fredericia, var beskedne avlsbrugere. Til sammenligning med byens øvrige befolkning, hævede de sig ved en jævn og solid økonomi. Kolonisterne var sparsommelige og flittige. Den historisk – topografiske forfatter J.N. Wilse skrev i sin bog "fuldstændig beskrivelse af stapel-staden Fredericia": De reformerte tobaksplantørers levemåde er simpel, ordentlig, fornuftig og vindskabelig, deres spise er meget jordfrugter og grønt. Dette har måske ført til misforståelser, da Hugo Matthiessen i sin bog Fæstning og Fristad (Fredericia 1760 – 1820) skriver: "De reformerte var flittige kraftige arbejdere, der bragte livet lige så højt som de, der foragtede kartoffelføden. Kræsne var kolonisterne ikke, selv skader og krager kom i gryden". Kolonisterne fik da også en berømmelse i Danske Atlas, for deres indsats på Fredericias bymarker.

I 1797 udstedte regeringen en resolution, der bestemte at alle Fredericias fælles jorde skulle udskiftes, og under disse forhold risikerede kolonisterne at miste deres have pladser. Den daværende præst Jean Marc Dalgas undersøgte den nøjagtige ordlyd af de tidligere løfter til de reformerte. Dalgas´s bestræbelser over for regeringen lykkedes. Det hele endte med, at kolonisterne fik overdraget alle havepladserne uden at skulle betale nogen afgift, som de ellers tidligere skulle. Dertil kom, at den indflydelsesrige kancellipræsident, gehejmeråd Christian Brandt, blev udnævnt til kolonisternes særlige protektor.

Fransk eller Dansk?

Dalgas følte at koloniens eksistens var ved at være truet, idet man tidligere inden for kolonien kun havde giftet sig med hinanden og ikke med danskerne. Dette var sket for at bevare de reformetes eksistens i Danmark, da loven sagde, at hvis en reformert giftede sig med en luthersk troende, skulle deres børn opdrages i den lutherske tro. Det var nu blevet mere almindeligt med blandede ægteskaber. Loven sagde, at familier hvor hustruen ikke bekendte sig til den reformerte tro, havde ret til et jordlod. Dette mente Dalgas, kunne true de reformerte pigers situation.

De reformertes sprogbrug bekymrede også Dalgas. Dalgas gjorde et stort forsøg på at bevare det franske sprog i kolonien, men hovedsagen var den, at største parten af kolonisterne ikke længere kunne tale fransk. De talte tysk. Der blev nu indført at man 4 gange om året afholdte gudstjenester på tysk.

Efter Dalgas´s død fulgte der nedgangstider for den fransk-reformerte menighed. Man fik ansat en ny præst, men da han var af tysk herkomst fortrak menigheden at afskedige ham. De var trods alt stadig franske. I 2 år havde kirken ingen præst. Ved Napoleons nederlag i 1815, led kolonisternes anseelse og selvfølelse et slemt knæk. Trods kraftige anstrengelser, blev det fra nu af svært af opretholde kolonisamfundets indre styrke og dets særpræg.

Omkring 1818 får menigheden ansat en ny præst Jules Charles Rieu. Det blev ham der skulle hjælpe menigheden ud af dens krise. Kolonisternes tidligere velstand var blevet svækket, navnlig efter den Nordamerikanske Frihedskrig og statsbankerotten i 1813. Nogle af de før så arbejdsomme plantører var nu blevet drikfældige. Straks ved sin ankomst bestemte Rieu, at han ville rette op på dette drukkenskab. Det gjorde han ved at fratage den drikfældige mand, sin ret til koloniens jorde i tre år. Dette skete hvis manden var blevet taget i stadig at drikke, efter 3-4 formaninger. En del af plantørerne var også holdt op med at gå i kirke. Dette ordnede Rieu ved at stille sig op uden for byporten søndag morgen. Her forsøgte han sig så med, at overtale plantørerne til at vende om og i stedet tage med i kirke. Hvis dette ikke lykkedes tog han ved plantørernes heste og ganske simpelt vendte deres vogne.

Efter nogle års forløb indførte Rieu dobbelt gudstjeneste om søndagen. Dette foregik ved at han holdt en fransk og en tysk gudstjeneste. Børnene i skolen blev dog stadig undervist på fransk. Rieu var desuden meget interesseret i børnenes skolegang han tog derfor initiativ til at bygge en ny skole, da den anden var for lille. Dette gjorde han lige som en af sine forgængere ved indsamlinger både her hjemme og i udlandet. Den nye skole blev den første her i landet, hvor eleverne blev undervist efter den nye metode "gensidig undervisning". I 1821 døde Rieu.

Kolonilivet ændres

Efter Rieus død havde forstanderskabet svært ved at finde en ny præst. Efter mange og svære overvejelser besluttede man at ansætte en tysk præst. Det blev J.V.W. Stahlschmidt. Stahlschmidt havde tidligere virket som præst i lutherske menigheder, men ved sin ansættelse lovede han at betjene sin nye menighed efter reformert ritus. Da Stahlschmidt var tysker, kom gudstjenesterne og undervisningen automatisk til at foregå på tysk. Menigheden betragtede sig dog aldrig som tyskere snarere som danskere. Mange forældre klagede over det tyske sprog, men dette blev ikke ændret foreløbigt.

I 1827 kom det til en retssag mellem menigheden i København og menigheden i Fredericia. Det drejede sig om et legat stiftet i 1805. Her i stod der, at pengene skulle ydes som et tilskud til aflønning af de fransk-reformerte menigheders præster. Men hvis menigheden i Fredericia holdt op med at eksistere, skulle alle pengene tildeles til menigheden i København. Københavnerne mente ikke, at menigheden Fredericia længere var fransk reformert, da de jo talte tysk. Det hele faldt ud til københavnernes fordel.

Efter J.V.W. Stahlschmidts død overtog hans søn embedet. I 1836 tilbød den daværende præst efter en henstilling fra ministeriet, at prædike og undervise på dansk, mod en lille lønforhøjelse. Med en stemmes flertal, afviste kirkerådet dette tilbud.

Ved en høst gudstjeneste i 1922 overraskede den daværende præst menigheden, ved at afholde gudstjenesten på dansk. Dette var den første gudstjeneste afholdt på dansk. Siden vekslede man mellem at holde gudstjenesterne på tysk og dansk. I 1924 afholdtes den første konfirmation på dansk.

Den senere præst Aillaud (fra 1938), var franskmand. Han sørgede for at kolonien fik oprettet kontakten til dens gamle fædreland. Her i gennem fik man etableret kontakten til resten af den reformerte verden. Siden 1940 har alle gudstjenester i Fredericia været holdt på dansk.

Det daglige liv

Som tidligere nævnt var de reformerte meget nøjsomme. De var stort set selvforsynende. De producerede selv sæbe, dyrkede alle deres grøntsager og opfedede selv deres slagte dyr. De ydede derfor ikke noget stort bidrag til resten af byens økonomi. De holdt sig for sig selv og i deres eget kvarter.

De reformerte var meget selskabelige, men stadigvæk holdt de sig inden for deres egne kredse. Til daglig gik de klædt som resten af befolkningen i byen, men ved festlige lejligheder fandt de deres gamle klædningsdragter frem. Sang og musik spillede altid en væsentlig rolle under festerne. I det hele taget var huguenotterne glade for musik og i 1872 indførte de en ny samlebog til gudstjenesterne. Man fik derfor den ide, at oprette en sangforening, som skulle styrke kirkesangen.

Af de kirkelige højtider, gjorde man mest ud af julen, hvor man pyntede kirken og sang den højtidelige samle " Hjerte, løft din glædes vinger". Til påske holdt man et mægtigt gilde, hvor pigerne kom med en bunke æg, som de tilberedte æggekage af, til karlene. Dette blev kaldt ægklaskning. Hver sommer tog hele menigheden på udflugt. Her morede man sig med at skyde med pile igennem et langt pusterør. Denne tradition blev bevaret længe og efter sigende brugte kirketjeneren pile når han skulle slukke det øverste lys på menighedens juletræ.

Menigheden efter 1849

Indtil 1849 havde menigheden haft deres privilegier. Disse blev ophævet, da Grundloven blev indført. Her i står der, at alle landets indbygger skal behandles lige. På en gang ophævedes alle de indskrænkninger i de reformertes rettigheder, der indtil da havde været gældende.

Budet om, at man ikke måtte optage menighedmedlemmer, der ikke var født ind i menigheden, også budet om, at man ikke måtte have klokkeringning, blev ophævet. De reformerte måtte nu påtage sig de forpligtelser, der hørte med til at være dansker. De skulle betale skat efter samme regler som resten af befolkningen og de fik pålagt værnepligt.

Efter 1849 betragtedes kolonien som ophævet, men i bystyret blev man ved med i mange år, at tage hensyn til koloniens gamle særrettigheder. Menigheden fortsatte sin eksistens. Ifølge Grundlovens valgsystem kunne forstanderskabet ikke længere forny sig selv, så man gik senere over til en seksårig funktionstid. Medlemmerne blev herefter valgt af menighedsforsamlingen. Præsten var selvfølgelig stadig selvvalgt.

Ved anlæggelsen af jernbanen, blev Fredericia et trafikknudepunkt. Dette benyttede mange af menighedens medlemmer sig af. De gik ind i handel, håndværk og industri, og andre søgte til jernbane- post og telegrafvæsnet. Senere overtog menigheden koloniens jorde og fik til opgave at aflevere jorden til magistraten. I 1905 fik menigheden udbetalt 20000 kroner af magistraten som erstatning for jordene.