Gustav Honoré

Horsens, den 18. januar 1967.

Gustav Honoré - søn af Peter og Karoline Honoré - født på Nr. Bjært Mølle 21. december 1918, gift med Marie Hejse Honoré, født Paaskesen, kaldet "Pussi".

Vi har i vort ægteskab tre drenge:

Barndomstiden på Nr. Bjært Mølle og bageri var en dejlig tid, utallige minder knytter sig til dette sted, hvor der altid var en god stemning mellem de mennesker, der færdedes der, mellem far og mor og vi søskende. Vort hjem stod altid åbent for os og vore kammerater.

Familien var stor, ligesom omgangskredsen, og medens bønderne ventede på at få deres korn malet, var der fri adgang til køkkenet, hvor mor gavmildt serverede kaffe og mellemmadder.

Det gamle bageri, hvor man fyrede med træ direkte i ovnen, står for mig som et eventyr, jeg har nu aldrig kunnet li' et bageri, men det var nu nok, fordi man som bager skulle så tidligt op om morgenen. Men varmen omkring ovnen, og så et gammelt stykke wienerbrød, der lige var blevet varmet op, det smagte nu godt.

Utallige er også de krøniker, som vi børn slugte med hud og hår, når vi om aftenen sad og varmede os omkring ovnen, og de lidt større søskende sammen med deres kammerater rigtig kom i gang med at fortælle.

Der er mange minder fra det gamle bageri. Gavlen stødte ud mod hønsegården, og ved hjælp af et kyllingebur, en pind, en snor og nogle brødkrummer fangede vi gråspurve. Vi sad i vinduet, og når der var tilstrækkeligt mange fugle i buret, trak vi i snoren. Der kunne være masser af spurve, så flåede vi dem og stegte dem i ovnen og spiste dem med gammelt franskbrød til.

Ved juletid var der en særlig stemning, der blev bagt brunkager, der duftede altid så sødt, når dejen blev lagt, den skulle vist ligge nogle dage, inden den blev rullet ud og bagt. Jeg kan huske, at jeg nippede lidt af denne dej, den smagte næsten bedre end kagerne. Så blev der bagt pebernødder, de forbandede pebernødder, de smagte nu godt, men jeg skulle stå og skære de lange, tynde pølser i passende styk- ker. Jeg hadede dette stykke arbejde ligeså meget som at stå og skære tvebakker. Når jeg i dag snitter et løg, minder det mig altid om, da jeg stod og skar tvebakker. Jeg syntes der var millioner af tvebakker, - pebernødder det var kun ved juletid, - men tvebakker, det var hver dag. Tvebakker og så det, at man skulle så tidligt op om morgenen, gjorde at jeg aldrig blev bager.

Længere ind mod jul skulle der slagtes grise, der blev slagtet mere end en, for familien i Fredericia kom gerne til Nr. Bjært og fik sul med hjem til julen.

De kom med toget fra Fredericia til Eltang St., så til fods til Nr. Bjært. Vi gik altid langs med banelinien, den vej var kortere.

Vi var tidligt oppe når der skulle slagtes, der skulle fyres op i grue kedlen, der skulle være varmt vand, når grisen skulle skoldes og skrabes.

Jeg var stolt, når slagteren bad mig holde halen på grisen, når han stak den, for som han sagde: "Du skal have den første pølse". Den kom også altid, men det var bagud.

Vi har altid fået god mad, men når der blev slagtet, så smovsede vi. Vi fik blodpølse med fedtegrever og sirup, suppe kogt på griseben, frikadeller med slør og leverpostej med slør. Det smagte himmelsk, jeg har aldrig siden fået frikadeller med slør, men nu ved jeg, at mor har taget de fine flommer "fedtvæv" fra grisen og pakket frikadellerne ind i, inden hun stegte dem, og - uhm, hvor de smagte.

Lidt længere ind mod jul blev der slagtet gæs, vi havde gerne en 3-4 stykker, den største beholdt vi selv, de andre blev solgt. Når den bedste var slagtet, blev den hængt ned i kælderen, der hang den, stor, fed og blank. Jeg har mange gange listet mig ned ad stentrappen, beundret den, følt på den og glædet mig til den dag, da hele huset duftede af gåsesteg og rødkål.

Juleaften var noget for sig selv, de gamle traditioner blev holdt i hævd, der var altid stor travlhed, der skulle køres ekstra brødture, så det rent forretningsmæssige var i orden, alt skulle være rent og pænt.

Julenissen blev heller ikke glemt, vi stillede et fad grød op på høloftet, og når vi hentede det, var det tomt. Der var gerne en 10-øre i fadet. Jeg ved ikke, hvor længe jeg troede på julemanden, men jeg tror nok det med 10-øren gjorde, at jeg holdt troen ved lige nogle år.

Inden julehøjtiden var vi i kirke. Når det var forbi, kom risengrøden med mandelgaven "Og gåsesteg, og efter en uendelig lang tid - når der var vasket op - åbnede far døren ind til den fine stue med juletræet og alle julegaverne... så var det jul.

En af de juleaftener der står stærkest prentet i mit sind, var da møllen løb løbsk, jeg husker ikke årstallet, men jeg var ikke ret gammel.

Jeg sad og legede med mine gaver, da far kom ind og sagde, at vinden var slået om, og møllen gik for fuld fart. Mange møller drejede selv, så de altid fik vinden ind forfra, men vores mølle skulle vi selv dreje, når vinden slog om. Nu kom vinden bagfra, sejlene slog i, og møllen gik baglæns, så kunne bremserne heller ikke virke. Det blev nogle angstfulde timer. Far ventede, at møllen ville løbe varm og brænde eller også ville hele møllehatten med vingerne ryge af. Det var umuligt for noget menneske at komme op og få vingerne drejet imod vinden, træsejlene røg af vingerne, og stumperne kom susende gennem luften og rev elledningerne over, så al lys gik ud, men efterhånden var alle sejlene fløjet af vingerne og stormen løjet lidt af så det lykkedes at få vingerne til vinden, så bremserne igen virkede. Møllen var reddet, men det var et trist skue, der mødte os julernorgen, overalt lå der stumper af sejlene. Vinduerne i stuehuset til gårdsiden var knust, og der var slået huller i taget, men ingen mennesker var kommet til skade.

Da jeg var blevet lidt større, måtte jeg hjælpe til i møllen. Det syntes jeg var spændende. Det er ligesom en mølle har en sjæl, den synger, den knager, den hvisker til en, er der vindstille, sukker den, er der storm synger den, og når kværnene er lagt i bund, blandes deres bas med vindens tenor.

Når der var stille vejr, var det spændende at gå på jagt efter små sedler, som
møllersvendene havde skrevet, rullet sammen og stukket ind i de mange sprækker i bjælkerne. Der kunne stå mange sjove ting på de sedler, om en lang nattevagt, hvor der ingen vind havde været, eller om en pige, der ikke havde holdt en aftale, men det var en stiltiende overenskomst, at de altid blev pænt rullet sammen og stukket ind i bjælken igen, når vi havde læst dem.

Da jeg var blevet 15 år, kom jeg i lære i Nr. Bjært Brugsforening, en beslutning jeg havde taget, allerede da jeg var 13 år. Jeg ville gå handelsvejen, det har jeg aldrig fortrudt. Det var en dejlig tid, en branche jeg havde lyst til og et herligt sted at være. Da jeg var udlært kom jeg til Aarhus Brugsforening, det var nu ikke noget for mig, og efter et halvt års forløb kom jeg igen til Nr. Bjært Brugsforening som kommis.

Derefter til Erritsø Brugsforening som varevognschauffør. Da jeg var der, begyndte anden verdenskrig, og den 9. april 1940 besatte tyskerne Danmark.

Der var mange tyskere straks fra om morgenen, idet Fredericia jo var en garnisonsby, og Lillebæltsbroen var et strategisk vigtigt punkt, som skulle besættes omgående. Tyskerne havde da også fra deres skibe landsat soldater tidligt om morgenen ved broen. Jeg skulle som sædvanlig køre varetur, men det var næsten ikke til at komme frem for tyske køretøjer.

Som bekendt kapitulerede Danmark næsten omgående, men nogle steder i landet var det kommet til kamp, og mange af vore soldater faldt.

Der fulgte nu en ond tid, der varede i 5 år. Alt blev rationeret, tyskerne ranede alt, hvad de kunne få fat på. Modstanden mod tyskerne voksede, deres vogne og anlæg blev saboteret. Tyskerne svarede igen med mord og henrettelser af mange gode danske mænd, således blev vor store, digter, præsten Kaj Munk, der i skrift og tale havde sagt tyskerne imod, afhentet på sin bopæl af civile tyskere, kørt til

Hørbylunde bakke, hvor tyskerne skød ham med et par nakkeskud, og derefter smed de hans lig i grøften.

Jeg var imidlertid blevet forelsket i uddelerens datter. Jeg var 21 år og Pussi 15 år, hun gik i skole i Fredericia, og om morgenen inden hun cyklede i skole, skulle hun gerne ind i butikken og have et morgenkys. Det opdagede fruen, det var jo ikke så godt, så jeg pakkede mit gode tøj og drog fra Erritsø Brugsforening. Jeg havde dog den glæde, da jeg sagde farvel, at modtage invitation til at besøge familien, når jeg ville, alle bånd var ikke klippet over.

Jeg fik så plads i Sdr. Vilstrup Brugsforening, hvor jeg var i 2 år. Pussi havde i mellemtiden taget præliminæreksamen og var kommet på husholdningsskole i Holbæk, og den dag hun fyldte 18 år, blev vi forlovet.

I mellemtiden havde jeg søgt uddelerplads, men det lå tungt. Der var ingen, der havde brug for en uddeler, der kun var 23 år, og slet ingen brug for ham, når de hørte, at hans tilkommende kun var 18 år.

Pussi havde fået plads hos viktualiehandler Lindskov i Fredericia, og en aften jeg var på besøg, blev jeg inviteret på kaffe hos chefen og fruen. Under vor samtale udtrykte jeg ønske om selv at komme igang med en eller anden forretning. Lind- skov tilbød mig da en viktualieforretning i Horsens, som hans søn var bestyrer af. Det kom jo lidt pludseligt og så en helt ny branche.
Enden blev dog, at vi ved familiens hjælp købte ejendom og forretning Grønnegade 12, Horsens. Det var en gammel ejendom, men en god forretning. Vi skulle overtage den l. oktober 1943, og jeg rejste fra Sdr. Vilstrup Brugsforening l. maj 1943 for at få et kursus i viktualier hos fa. N. Blom og Søn, Kolding.

Det blev imidlertid et kort kursus. Henning, der havde møllen og bageriet i Nr. Bjært, blev syg, og efter en lang og håbløs sygdom døde han 29. august 1943. Samme dag overtog tyskerne al magt her i Danmark, idet de internerede alle vore soldater og politi. Politiet sendte de straks til koncentrationslejr i Tyskland, hvor mange af dem døde.

Hennings død gjorde et stærkt indtryk på mig. Uden at forklejne mine andre søskende, var Henning den, der stod mig nærmest. Jeg tror det kom af, at jeg var medhjælper på Hennings brødtur, da jeg var dreng. Vi havde så meget sammen. Han havde lært mig at køre bil, endnu inden jeg var fyldt 13 år, og når vi havde besøgt det sidste sted på turen, fik jeg lov til at køre bilen hjem. Dog først efter at vi havde stoppet vore piber. Jeg måtte også ryge, når vi var sammen. Jeg røg noget, der hed "Milford".

Henning havde også altid tid at høre på mig, når jeg udviklede nogle af mine højtflyvende planer.
Samme dag Henning døde, blev jeg sendt til Fredericia for at meddele familien det triste budskab. Det var på cykel, og det blev en besværlig tur. Danmark var på randen af åben krig, tyskerne havde besat alle vejene til byerne, ingen kunne komme hverken ind eller ud, uden tilladelse fra den tyske kommandant. Jeg havde in- gen tilladelse, men fra min tid i Erritsø kendte jeg alle smuthullerne, og efter en tur gennem Erritsø mose og gennem Hannerup skov, slap jeg ind i Fredericia for at meddele mit triste budskab. Jeg slap også godt ud igen uden at blive antastet af de forhadte tyskere. Den 1. oktober 1943 overtog vi forretningen i Horsens, og den 10. oktober blev vi gift i Erritsø kirke, det var en dejlig dag, men vi manglede Henning, Holger var soldat og var interneret af tyskerne. Ingen vidste hvor han var, men på bryllupsdagen fik vi en hilsen fra ham gennem en fynsk pige, han havde kontaktet gennem pigtråden - "alt stod vel til" - den fynske pige senere Holgers kone.

Det var en streng tid i begyndelsen i Horsens. Vi var ret unge - 24 og 19 år, vi skulle begynde i en helt ny branche, der var rationering på alt, vi kunne ikke skaffe varer, og vi havde ingen erfaring. Jeg blev indkaldt til civilforsvaret og måtte forrette tjeneste ved siden af at skulle passe forretning, men vi holdt sammen og fik det bedste ud af det.

Endelig den 4. maj 1945 kapitulerede tyskerne, det var jo skønt at se de forhadte tyskere gå hjem til Tyskland i lange grå kolonner, særlig for os, som så den dag, da de kom. De kom kørende i deres flotte vogne og store tanks, nu måtte de gå hjem.

Nu kom der atter varer, selvom det tog lang tid, inden alt var normalt, der kom gang i forretningen igen, og man anede en stor udvikling inden for handel og industri.

Den 5. april 1946 blev Peter født. Han er i elektrikerlære, har et år tilbage af sin læretid og skulle så læse til elektroingeniør.

20. januar 1950 blev Poul født, han er født evnesvag - "mongol" - det var jo en stor sorg for os, da lægen meddelte os, at Poul var evnesvag.

Vi tog til en professor i Aarhus for at høre, om der var noget håb, han meddelte os kort og godt, at vi skulle sende Poul på anstalt. Det var jo ikke særlig opmuntrende. Vi besluttede os imidlertid til at beholde Poul, han var vores søn, han havde ikke bedt om at blive født, og vi måtte tage det ansvar.

Der fulgte nu en svær tid, Poul var vanskelig i de første år, men han blev mere og mere rolig og nem at have med at gøre. Vi var heldige at få Poul i en normal børnehave, det hjalp vældigt og hjalp Poul for mange bekymringer.

I dag er Poul 16 år, han går nu i skole sammen med andre handicappede børn. Han kan selv gå i skole, har udviklet sig godt og er en god og kærlig dreng.

Når vore 2 andre drenge er fløjet fra reden, vil Poul stadig være hos mor og far. Han er flink til at hjælpe til alle vegne, hvor hans evner rækker.

Den 22. september 1955 fik vi Jens, rosinen i pølseenden, han går i skole. Hvordan hans fremtid former sig ved ingen, han er ug-dreng, vild med musik, sejlbåde og biler. En dag vil han være lærer, en anden dag læge, og en tredje brandmand.

I sommeren 1959 købte vi naboejendommen. Pussi og jeg var blevet klar over, at vi skulle klare os i den konkurrence og udvikling, der var i gang. Vi måtte udvide og modernisere. Vi fik bygget om, og det var beregnet til at koste 150 tusinde kroner. Men endnu inden vi var færdige - vi havde lukket butikken i næsten 2 måneder - kunne vi se, at det ville blive meget dyrere. De gamle ejendomme faldt sammen, efterhånden som håndværkerne rørte ved dem.

Inden vi var færdige, var regningen på 261 tusinde kroner. Det var jo en bunke penge, og jeg havde ingen. Min bank havde lovet mig 150 tusinde, og dem havde jeg for længst brugt.
Jeg blev kaldt ned til min bankdirektør, der spurgte mig, hvordan jeg ville skaffe disse penge tilbage. Jeg tyggede lidt på det. Jeg havde intet at miste, jeg var skyld i, at det var blevet så dyrt, så jeg sagde koldt og roligt til ham, at han' få nøglen til butikken, når vi igen lukkede op. Det er det eneste jeg kan tilbyde, men jeg skal bruge 100 tusinde endnu, inden vi kan begynde, men giv mig dem ,- lad mig beholde nøglen l år, så kan vi se. Jeg fik de 100 tusinde og nøglen. Det gik godt, og jeg har nøglen endnu.

I disse dage forbereder vi os på en ny udvidelse. Vi indretter et nyt køkken. Det er på ting, vi selv fabrikerer, vi tjener vore penge, og det kræver mere og mere køkkenplads og bedre maskiner. Det er vanskeligt at skaffe personale, så derfor må vi have maskiner til at overtage så meget arbejde som muligt.

Da vi overtog forretningen lørdag den 1. oktober 1943, solgte vi for 600 kroner. I dag ligger vore bedste omsætninger pr. dag fra 10 til 14 tusinde kroner.

Når det er gået os godt, skyldes det, at alle i dag har arbejde og tjener godt, og for at opretholde den høje levestandard, bil, sommerhus, fjernsyn, køleskab m. m., må både mand og kone arbejde, og det kommer os til gode, for så køber folk maden færdig.

Pussi's og min fortjeneste ligger i, at vi altid har set fremad og forsøgt at være lidt foran. Det har kostet bryderier. Det har til tider været et slid, men vi kan se, det gror omkring os.

Den dag Pussi første gang kom til Horsens og så den gamle forretning, ønskede hun sig et nyt hus på dørklokken, 15 år efter var sagen i orden. Den gamle klokke nåede vi ikke at redde, men Anna og Holger sendte os en ny, da vor nye ejendom var færdig.

Om 100 år, når Pussi og jeg er blevet til støv, og vore efterkommere læser dette, så er dette skrevet i taknemlighed over det, vi fik lov til at arbejde med. Vi har oplevet en krig, der var så grusom, at ingen mennesker fatter det, millioner af mennesker blev dræbt på en enkelt mands befaling - men vi oplevede også freden, selvom der vel aldrig bliver fred overalt på jorden. Vi har også oplevet en fremgang i materielle goder, som ingen kunne drømme om.

Flyvemaskiner krydser i dag luftrummet, så vi på få timer kan komme fra den ene verdensdel til den anden, russerne har for et par år siden haft det første menneske ude i det ydre rum og fået ham godt ned, amerikanerne fulgte lige efter, og det bliver spændende, om det bliver en russer eller en amerikaner, der som det første menneske inden 1970 sætter en mand på månen. Satellitter fra begge nationer krydser i dag himmelrummet og formidler fjern- syn og telegrafi mellem verdensdelene.

Det er aften nu. Der er stille i stuen, larmen fra gaden er stilnet af, den bedste tid på dagen. Mit ønske til mine efterkommere skal være: Må der være fred og frihed til alle racer, sorte, gule og hvide, og glem aldrig at være menneske.

Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player